El-fiskeri år 2015 - Storå

En fantastisk beretning om et af de bedste lakse-vandløb i Europa
Redaktionen

Det var blevet Storå’s tur til en estimering af laksebestanden, så årets el-fiskeri startede tidligt – nemlig den 19. oktober. Hele ugen var afsat til fangst af laks, kravet fra DTU Aqua var mærkning af mindst 150 fisk. HOF (Holstebro og Omegns Fiskeriforening) skulle stille med en båd med folk og udstyr, Aqua skulle så måle og PIT mærke i deres båd. Det blev noget af en oplevelse. 

Resultat: 

  • Mandag fra Turbinen til Golfbanen 76 laks 
  • Tirsdag fra Hængebro til Bur Bro 102 laks
  • Onsdag fra Vemb Bro til Hestehaven 79 laks. 

På de tre dage blev resultatet sammenlagt 140 hunlaks og 117 hanlaks. Det var mere end nok, så vi sluttede på tredjedagen. 

Af de 257 laks var 83 fedtfinne mærket. Havørreder så vi flere af end de foregående år, og det i alle størrelser.

Den oprindelige plan var, at vi skulle el-fiske efter moderfisk lørdag den 21. november i Vemb, og den efterfølgende weekend fra Turbinen, men DTU Aqua så helst, at vi ikke spredte el-fiskeriet over flere end tre dage. Biologerne var bange for, at laksene ville sprede sig for meget over en hel uge, så deres estimering af laksebestanden kunne blive for usikker. 

Derfor startede vi fredag den 27. november fra Vemb bro med to mand i DTU Aqua’s båd til kontrol af laksene for PIT mærker og en HOF båd til fangst af fisk. 

Forholdene var mildest talt ikke til el-fiskeri. Åen var vel godt en meter over normal (nogle steder kunne nettet på 3,5 m ikke nå bunden) og så med kun en el-fiskebåd til at dække åen blev resultatet også derefter. 

DCV Randers fik 16 laks med hjem, og det resultat blev først opnået, da vi nåede ud til Fabrikanten. Vi så kun få ørreder i modsætning til el-fiskeriet i slutningen af oktober, hvor der blev observeret ret mange både store og små ørreder. Helt er ved at være en sjældenhed i Storå, vi talte 11 stk. 

Lørdag startede vi ved Turbinen under publikums store interesse, og de fik set fisk for alle pengene, laks og ørreder i alle størrelser som aldrig nogensinde før. Da vi kom til Store Bro var DCV’s tank fyldt til randen med moderfisk, så de kunne tage hjem til Randers. Vi fortsatte ud til Henrik Busk for at tjekke laks med PIT mærker. 

Søndag var det strækningen fra Hængebroen til Bur bro med pit-stop hos Jens Ulrik, denne etape er der ingen på el-holdet der vil undvære. Det er jo blevet en skøn tradition med Glögg serveret med æbleskiver.
  

DCV havde her ved Præstegårdsspidsen fået det antal moderfisk, som de havde behov for. Vi fortsatte til Bur Bro sammen med biologerne for at gøre estimeringen færdig – det til trods for en Storå, der ikke kendte sin begrænsning.   

Resultatet af årets el-fiskeri blev følgende:

  • 19., 20. og 21. oktober - 257 laks Pitmærket
  • 27., 28. og 29. november genfangst af 251 stk. laks. 
  • Heraf 23 PIT mærket og 81 stk.afhentet af DCV Randers
Når genfangsten af PIT mærkede laks ikke er større (23 ud af 257) bliver biologernes estimering, at der er en kæmpe bestand af laks i Storå.

For at overbevise tvivlere om estimatets rigtighed tog vi sammen med biologerne en el-fisketur i december i Vegen Å, for at se om fisk med PIT mærker var trukket op i åen. Vi startede nedstrøms broen ved Munkbro og sluttede ved Ringvejen. Det blev igen en fantastisk oplevelse. 53 laks, heraf 12 fedtfinneklippet og to PIT mærket. 

Men det der gjorde størst indtryk på os, var mangfoldigheden i åen. På samtlige stryg og grusbanker var der gydende laks og ørreder. Det vrimlede med yngel og fisk i alle størrelser. Jeg har aldrig nogensinde før set så meget yngel. 

Dette viser, at når vi (Holstebro Kommune og SVS (SVS = Sammenslutningen ved Storå)) skaber de rette forhold for fiskene, så kvitterer fiskene med det samme ved at tage vandløbsforbedringerne i brug. Det skal lige nævnes, at vi også så flere Stallinger samt to Helt (!)  

DTU Aqua ved Niels Jepsen har estimeret Storå bestanden i 2015 til følgende – og hold nu fast

  • I 2013 – 1236 stk. laks
  • I 2015 – 5687 stk. laks.

Så Knæk og Bræk for året 2016 med den største koncentration af laks i Storå nogensinde.


Mvh.  
John Balleby
Holstebro og Omegns Fiskeriforening

JSN Dome is designed by JoomlaShine.com