Lemvig Folkeblad

Haps: Fordobling af laksekvote i Storåen

Lystfiskerne må i år fange 400 laks i Storåen, og det er mere end en fordobling i forhold til 2015.

Af Jens Kirk Pedersen, Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Torsdag den 31. marts 2016, 13:13

Haps: Fordobling af laksekvote i Storåen - 1

Der blev fanget flere store laks i Storåen for fire år siden. Men siden er bestanden steget, og i år er laksekvoten fordoblet. Arkivfoto: Johan Gadegaard

HOLSTEBRO

Storåen markerer sig nu for alvor som et af de bedste åløb for laksefiskeri i Danmark.

I år må der nemlig fanges 400 laks i Storåen, og det er mere end en fordobling i forhold til de 195 laks, som blev fanget sidste år. Laksekvoterne for 2016 bliver besluttet af staten og offentliggjort af Naturerhvervstyrelsen.

Den ændrede laksekvote i Storåen kommer i forlængelse af, at en undersøgelse sidste år viste, at antallet af gydemodne laks i Storåen er blevet fordoblet på blot to år.

Dermed var Storåen faktisk det danske farvand, hvor der er registreret det største antal gydemodne laks. Skjern Å blev dog ikke undersøgt sidste år.


Snart går det løs

Kvoten er delt op i størrelser, så der må fiskes 185 laks, som er længere end 75 centimeter, mens der må fiskes 210 laks mellem 60 og 75 centimeter. Desuden må der fanges fem laks øst for dæmningen ved Vandkraftsøen.

Laksen er fredet lige nu, men fiskeriet starter den 16. april.

I 2015 blev der fanget mange store laks i Storåen.

Laksebestanden i Storåen er steget de senere år, efter at flere hindringer ved især fiskedammene er fjernet i flere sideløb til åen. Desuden er der lagt gydegrus ud på flere strækninger.

Dermed er laksekvoten i Storåen næsten lige så stor som i Skjern Å, hvor laksekvoten i år er på 425 laks, og det er uændret i forhold til 2015. Der er ingen begrænsning på laksefiskeri i Gudenåen, da der ikke er en naturlig laksebestand.


KILDE: Lemvig Folkeblad - folkebladetlemvig.dk


JSN Dome template designed by JoomlaShine.com