Midtre Gaula, Singsås, uge 31, 2011 - del 2

Elektronisk dagbog fra Gaula 

Dagbog fra Gaula - Sønag den 31. juli:
Syvsoveren - læs undertegnede - sov som sædvanlig længere end godt er, men jeg er livsnyder, og fanger jeg laks så er det godt, fanger jeg ikke, tja, så var det på sådan det skulle være - men hygge sig, slappe af, lade tankerne vandre og bare sove en god nat ”på bænken”, med det aflagte tøj, der stinker af røg fra bålet, så er der bare optankning af batterierne…..

Vores manglende søvn fra lørdag gjorde, at jeg sov til klokken 07.00. Herefter havde vi morgenmad med vores norske vært Per Sigmund. Vi vil gerne blive ved at kunne komme på Aunøien (Nordløkken) fremadrettet - vi er sgu blevet forelsket i dette sted. Vi kan ikke komme herop i 2012, da vi skal 3 uger til Canada og blandt andet udfordre steelhead i River Skeena og British Columbia med flere - men det tog han meget fint - vi har stedet fast igen fra 2013 - sådan, så var det på plads.

Så var det af sted til elven, et truende godt vejr var på vej, så vi måtte i gang inden det blev for uudholdeligt. Efter det første træk og tilbage i Gapahuk, kaffe og en lille snak, måtte vi i gang igen. Jeg nåede dog kun vandkanten, så var der flex på klingen på den anden side af elven. Jan Erik var fluks der med video og optog det hele. Kort efter kunne den ene af svenskerne lande en fin blank laks på 4,5 kg. Dejligt at se, så var der laks på valdet og det var oven i købet en blank laks - så der var også nye laks på træk.

            

Resten af dagen hen til aften bød dog ikke på større overraskelser i form af laks. Til gengæld oplevede vi atter hvor hurtigt elven falder efter en stigning - det er faktisk ret facinerende.

     

Lige som vi skulle til at tilberede aftensmaden fik vi fint besøg. Det var Søren Kjær, som læserne kender her fra sitet omkring fiskeriet ved Reitstøa Singsås. Det var rigtig hyggeligt at få besøg, og vores fælles ven kunne berette, at der samme dag var taget blanke laks oppe på deres stykke - hele to styk, der kom altså fisk forbi os på træk - forskellen fra sidste år og i år - vi så dem ikke.

           
Lemming

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Denne artikel omhandler gnaveren lemming (Lemmus lemmus). Opslagsordet har også anden betydning, se Lemming (flertydig).

Lemmingen (Latin:Lemmus lemmus,norsk:Lemen, svensk :Fjällämmel ) er en gnaver og er udbredt i kolde og arktiske strøg, som i Kolahalvøen og i de høje bjerge i Skandinavien. Lemmingen er kendt for sine periodiske populationssvingninger. Hvert 3-4. år er der mange flere lemminger end i de øvrige år.

Den pludselige optræden af store flokke af lemminger blev omkring 1600 forklaret ved, at disse dyr ikke formerede sig på sædvanlig måde, men "avledes" i skyerne og faldt ned fra himmelen. Det var Ole Worms fortjeneste at modbevise denne teori.

Sådan står der blandt andet at læse om den lille gnaver. 2011 har været "Lemminge-år", dog knap så voldsomt som nogen gange, men der var dog mange af dem rundt omkring hele tiden. På vejene lå der temmelig mange af dem. Jan Erik blev også vækket et par gange om morgenen, når den lille "fætter" svømmede/drev over elven. Når de er tæt på en begynder de at skrige og puste sig op.

Vejret endte med at blive rigtig godt, og vi fiskede mest om aftenen. Elven faldt meget, dog uden at det gav os nogle oplevelser med laksene. Elven steg kortvarigt i løbet af aftenen, men faldt 10 cm i løbet af natten.

Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Dansk Laksefiskeri.dk
JSN Dome template designed by JoomlaShine.com