Laksefiskeriet generelt Norge 2010 - del 4

Sæsonens laksefiskeri i Skandinavien i 2010 er i mange lystfiskeres tanker. Allerede nu er laksefiskeriet startet i Skotland.

Den 01. juni starter årets spændende laksefiskeri i Norge og flere andre steder. Laksefiskeriet er et populært fiskeri blandt mange danske lystfiskere, der i de blot 13 uger det står på, valfarter til laksevandende, med håbet om en sølvblank laks for enden af linen. Mange kystfiskere er ligeledes grebet af laksefeberen, så derfor kan du også følge med i laksefiskeriet her på Lystfisker-liv.dk, og hvem bedre end Michael Koch til at beskrive dette.

Vi forsøger at opdaterer laksefiskeriet i de forskellige elve igennem alle 13 uger og specielt i de uger hvor Michael og Finn her fra Lystfisker-liv.dk, er at finde i Gaula med gode fiskekammerater. Her vil vi forsøge at sende delvis live fra disse ture.
 
Redaktionen


Laksefiskeriet generelt - (del 14)
Tirsdag den 27. juli (2010) - aften

2/3 del af sæsonen rinder ud

Så er vi ved at rende ud af juli måned og på vej ind i sidste tredjedel af årets laksesæson i det midtnorske. Lidt trist at det hele er så kort og går så hurtigt. Det positive er, at fiskeriet er gået virkeligt godt i år og især Orkla og Gaula har fisket helt fantastisk med indtil nu henholdsvis 17 og 21 ton laks registrerede. 

Dette er meget flotte resultater, når man tænker på at flere vald endnu ikke har rapporteret deres fangster og, at vi har hele august tilbage.

Vejrnæssigt har de fleste vist også oplevet både sommer og fiskevejr og der har nærmest ikke været en uge uden enten vandstigning eller faldende vand. Vi håber at vejret holder samme eller tilsvarende skiftende tendens henover august, så at denne kan blive ligeså interesant som juli måned.

August kan ofte gå lidt "død" for blankfisk og ofte være domineret af lettere farvede fisk (selvom der jo altid kommer lidt nye fisk nu og da), men i år kan det blive anderledes med tanke på de mange grilse og mindre mellemlaks som ses i øjeblikket, det bliver spændende at se og følge med i.

August er jo også måneden hvor fiskeriet i Gaula går over til "lett fiske" og der må altså kun fiskes flue, fluedub og orm uden synk. Det skal lige understreges at jeg har forhørt mig på Naturcentret vedrørende fluefiskeriet i august og der MÅ GODT bruges eventuelt synkende liner.

Finn Nielsen og et lille hold, er at finde i Singsås i uge 31 og jeg forsøger mig i uge 32 med et mindre hold midt på Gaula, hvor vi giver løbende opdate fra Gaula i august, hvor alt det sjove som hitch, skaters, poppers, bombers, opstrøms Sunrays, og så videre skal prøves.

Michael Koch

Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 13)
Torsdag den 22. juli (2010) - aften

Mange grilse i år

En lille flom er igang i Gaula, nu blir det spændende at se hvad den kan tilføre af ny aktivitet. Det er ellers ikke fordi der mangler fisk, det går nærmest fantastisk i øjeblikket. Det er også skønt at se de mange grilse i år og ikke mindst de mange "små mellemlaks" på 3 til 4 kg, det er herlige størrelser at fange på flue med det lette sommergrej.

Det er efterhånden flere år siden vi har set disse størrelser i Gaula, og det blir spændende at høre teorierne om hvorfor de nu endeligt indfinder sig. Forhåbentlig kan det betyde en god august måned for Gaula i denne sæson.

Faktisk fisker alle de kendte elve som Namsen, Orkla, Stjørdal, Surna og Gaula rigtigt flot i år, det tegner til at blive en rigtig fin sæson i det midtnorske.

Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 12)
Tirsdag den 20. juli (2010) - aften

Fremragende fiskeri i Gaula
(
Af Orla Bertram-Nielsen  - Publiceret den 20.07.2010 på Sportsfiskeren)

Laksefiskeriet ved Gaula i Sør Trøndelag har været særdeles opmuntrende den første halvdel af sæsonen. Trods en storflom i juni blev der tilmeldt 1706 laks til Nasturcentret i Støren med en samlet vægt på 13.555,4 kilo - heraf var 1181 storlaks over 7 kilo.

Det glimrende fiskeri fortsatte i juli, hvor der foreløbig er tilmeldt 1094 laks med en samlet vægt på 5.627,6 kilo.

Gennemsnitsvægten for perioden så vidt er på imponerende 6,85 kilo og der er foreløbig registreret fem laks mellem 20 og 21,4 kilo.

Det bemærkes, at de opgivne tal ikke dækker over den totale laksefangst i Gaula, da en del private vald først indsender en samlet fangstrapport, når sæsonen er slut. Se mere på www.gaula.no.

Kilde Via Sportsfiskeren
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 11)
Fredag den 16. juli (2010) - aften

Atter et fantastisk fiskedøgn i Midtre Gaula

Fra Peter Terndrup, der fisker i Midtre Gaula beretter følgende.

- Igen havde Vi et kanon godt fiskedøgn. Det lykkedes os at lande laks på 2 kg, 5 kg, 7 kg, 7,5 kg, 9 kg og 9,5 kg. Desuden mistede vi et par stykker og havde flere kontakter.

- Der blev set flere store laks på vej op over elven og lystiskerne i Gaulfosssen beretter, at de har set mange laks passere, slutter Peter Terndrup.

Peter Terndrup, Gaula
Via Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com




Laksefiskeriet generelt - (del 10)
Onsdag den 14. juli (2010) - middag

Fantastisk fiskedøgn i Midtre Gaula

Fra Peter Terndrup, der fisker i Midtre Gaula beretter følgende.

- Vi havde et fantastisk fiskedøgn i mandags. Vi havde kontakt med 13 laks og de otte af dem kom i land under fiskeri i poolsene på valdet Winsnes.

- Samtidig så blev der set store træk af laks over Kotsoy. Der blev set over 50 springende laks i en lille pool. Helt vildt!, slutter Peter Terndrup.

Peter Terndrup, Gaula
Via Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com


Laksefiskeriet generelt - (del 9)
Mandag den 12. juli (2010) - middag

Mange fisk på træk

Peter Terndrup sender os en melding fra Falgestad (opstrøms Støren) i Gaula. Her skal han fiske de næste otte dage.

- Vi ser mange trækkende fisk, blandt andet ved Stadion på Rognes og oppe ved Winsnes. Der er rigtig mange grilse i år. Jeg har set og fanget mange den seneste uge, berettet Peter Terndrup.

Peter Terndrup, Gaula
Via Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 8)
Fredag den 09. juli (2010) - middag

Super uge ved Kregnes i Gaula

Sådan må man betegne otte danskeres tur til Gaula her i uge 27. Det er i hvert fald hvad de selv skriver:

Hej Finn. Her i Gaula på Kregnes har vi i denne uge fået 15 laks. Laksene er fordelt i størrelserne tre til ni kg. Desværre har vi kæmpet med en leret elv, så forholdende har ikke været optimale - men til gengæld konstant spændende.

Vores lodsejere havde mulighed for at fiske ved os onsdag mellen klokken 16.00 og 20.00. Her brillierede de med at fange laks på 10 kg og 13 kg. allerede den første time.

vandstanden har været perfekt med henholdsvis stigning og fald, så vi er otte danskere som ikke skal klage.

Via Søren Søndergaard, Vejle
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 7)
Torsdag den 08. juli (2010) - aften

Blandede oplevelser ved elven

Der er optræk til store ændringer af tidliger forhold ved Gaula. Lige som sidste gang hvor der var storflom, så har dette års storflom ændret på forholdende langs Gaula.

Mange pools er blevet ændret og mange steder er blevet fyldt med grus. De sidste par døgn har været lidt stille, også selvom der dagligt kommer nye fisk. Man ser dem kort i poolsene, men efterfølgende har de travlt med at komme videre opover.

De pool der er på valdet Winsnes fisker stabilt. Raguses Junction Pool har også fisker kanin godt de sidste dage. En af mine kammerater fik seks laks det seneste døgn mellem seks og 12,5 kg.

Peter Terndrup, som fisker længere ned af elven, kan berette at der onsdag igen er ved at ske noget. Der kommer stadigvæk nye fisk og om aftenen har de set mange fisk på elven, nærmere betegnet ved Lundamo. Igen oplever man her at fiskene har travlt med at komme videre op af elven.

Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com




Laksefiskeriet generelt - (del 6)
Onsdag den 07. juli (2010) - middag

Flere grilse i år

Gaula fisker moderat til godt for tiden. Flere vald oplever rigtigt godt fiskeri, hvor andre vald ikke ser skyggen af laks. Ak, sådan er det desværre ofte, at laksene tager nogle ordentlige ryk opad elven og springer decideret over visse pladser.
 
Men fiskeri er heldigvis godt fordelt både op og nedad elven, og der fanges godt både på midter og øvre Gaula.
 
Det ser endlig ud til at der i år har indfundet sig lidt flere grilse end de forrige år, der fanges end del smålaks omkring de 1,5-2 kg.

Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com




Laksefiskeriet generelt - (del 5)
Fredag den 02. juli (2010) - aften

Igen laks efter flommen

Flommen for et par dage siden satte sine spor på fangsterne i øvre Gaula, men nu er der kommet gang i fangsterne igen. I dag er der landet tre laks op til syv kg og mistet en, på holdet hvor Anders fisker.

Desværre har Anders ikke ramt nogle af dem endnu med fluen.

Via Anders Uldbjerg, Gaula
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com




Laksefiskeriet generelt - (del 4)
Fredag den 02. juli (2010) - aften

Så gik Juni måned og den første tredjedel af årets laksesæson i det midtnorske

Gaula: 
Jeg kan vist roligt udtrykke, at juni blev oplevet med blandede følelser, og især for de der har fisket ovenfor Gaulfossen. Fiskeriet har været fint nedstrøms fossen selvom der var dage med både højt og koldt vand. Det har igen været een af disse juni måneder med en del sne, kolde dage og koldt regn, som ikke just har sat fart på laksene. Det vil dermed sige, at de laks som har passeret Gaulfossen har bevæget sig langsomt op ad elven, og tillige med i mindre stimer end ved højere temperaturer.

Modsat de tidligere par sæsoner, så har især fluefiskerne haft det vanskeligt med det kolde vand, hvorimod ormefiskerne har haft kronede dage. Men der bliver nu fanget rimeligt med fisk i Singsås og Haltdalen, der er bare længere imellem dem og de er sværere at få i hugget på fluen i det noget køligere vand.

10 grader er en fin temperatur, men 12 til 13 grader havde givet fluefiskerne bedre chancer. Det er utroligt hvad et par graders forskel kan gøre ved laksefiskeriet, men sådan er det bare.Men lad os slå fast, at der var laks ovenfor Gaulfossen fra uge 24 igen i år, de var bare vanskelige at fange i det høje og kolde vand.
 
Med ca. 13 ton fangede laks i juni, ligger vi også noget under 2009, der vist nok lå omkring knap 22 ton i Juni alene, men det er min opfattelse er der tilsyneladende er fint med laks, men at de dage med højt og koldt vand har gjort det vanskeligere i år end sidste år. Det kan tyde på at der stadig er mange flotte laks til de, som skal fiske i juli og forhåbentlig også nogle fine laks tilbage i august.
 
Jeg får ihvertfald gode meldinger fra nedstrøms fossen og på midter gaula om fine laks og stadig en del på mellem syv og 10 kg, så det tyder på at der stadig trækker storlaks op selvom mellemlaksene har vist deres ankomst.
 
Uge 27 er og har altid været en stor uge ved Gaula, og med en vejrudsigt der siger "fiskevejr" i næste uge, tror jeg på store resultater for Gaula de kommende uger, men man skal nu nok stadig have Intermmediate line med synkespids på hjulet med chance for at det kan blive flydeline fiskeri sidst på ugen.

 

Stjørdal:
Stjørdal har haft en fin juni måned med både mange og flotte laks. Flere fiskere mener at netop de mange flomme i juni har givet Stjørdal en mere kompakt opgang, og at de ellers rolige pools har været nemmere at fiske i det højere og mere strømmend vand - set fra en fluefiskers synspunkt.

Michael Koch
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com

 

Laksefiskeriet generelt - (del 3)
Onsdag den 30. juni (2010) - morgen

Så er der også kommet grilse

Her til morgen er der landet en grilse, helt frisk og med løse skæl. Det er begyndt at regne over Gaula

I går blev der landet yderligere to fine laks, samt mistet en laks på holdet. Laksene fanges på orm, blink og woblere. Anders har desværre ikke haft held med at overliste dem på flue endnu.

Via Anders Uldbjerg, Gaula
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com



Laksefiskeriet generelt - (del 2)
Mandag den 28. juni (2010) - aften

Knot, tordenbyge og en laks

Så er de der for alvor - ja altså knottne. Tordenbyge over øvre Gaula har sat skub i knottene, men knap så meget i laksene, beretter Anders.

Det er dog blevet til en enkelt laks til holdet på 6,5 kg, og et par laksehug. Ingen af laksene eller huggene har tilsmilet Anders endnu.

Ud over dette, så er der fine fiskeforhold, såvel med vandstand som temperatur slutter Anders Uldbjerg.

Via Anders Uldbjerg, Gaula
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com


Meldinger fra uge 27:
Hej Finn - Vi er otte mand som fisker på Kregnes Felleseie i uge 27, vi vil jeg gerne rapportere over sms eller mail (hvis muligt for os)
 
Så kan du bringe det på lystfisker-liv.dk
 
Mvh.
Søren Søndergaard
Vejle

Jeg og læserne siger 1000 tak for jeres velvilje til at bringe nyt fra laksefiskeriet i Gaula - vi glæder os allerede...

Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com


Laksefiskeriet generelt - (del 1)
Søndag den 27. juni (2010) - aften

Laks ovenfor fossen!

Hvis nogen har været i tvivl om der er gået laks op gennem fossen, så kan den tvivl manes i jorden. Det kan min gode ven Anders Uldbjerg berette.

Anders fisker her i uge 26 i Øvre Gaula. Holdet startede i går med at lande to fine laks på hver otte kilo, og i dag er der indtil videre landet en flot laks på 10 kg.

Anders har endnu - i skrivende stund - det første tilbud tilgode, men der er jo lang tid endnu og bare det at der er laks at fiske på, er jo den første betingelse

Via Anders Uldbjerg, Gaula
Finn Nielsen
Lystfisker-liv.dk og Gudenaa.com

 

 

JSN Dome template designed by JoomlaShine.com