SOMMER HIT(CH)

Det lader til at sæsonen 2018 i det Norske bliver eller allerede er en Hitch Sommer. Det lave og tempererede vand er optimale forhold til at friste din drømmefisk til en Hitchet flue.

Der findes ganske enkelt ikke noget mere spændende end at se en stor Laks lade sig enten irritere eller fristes af en skøjtende flue. At se den ”taile” eller slå bag fluen eller når den endelig tager fluen i et kæmpe sprøjt eller endog komme langt ud af vandet i det øjeblik den tager din ”Hitch” og fortsætte i et langt hidsigt udløb, - det er det ultimative laksehug i min terminologi.

Desværre tror de færreste fluefiskere på Hitchen´s evner og det er en stor fejl. De fleste vil prøve det nu og da, men oftest først når alt andet heller ikke virker, eller når der er virkeligt få Laks på elven.

Det er egentlig en underlig tankegang – at vi har en tendens til at fiske helt traditionelt når fiskeriet går godt og eksperimenterer først når det går mindre godt. Statistisk vil det ikke føre til noget og derfor vender de fleste tilbage til det man tror på.

Jeg tænker selv fuldstændigt modsat. Hvis jeg eksempelvis får en Laks på en traditionel favoritflue, skifter jeg altid til en anden flue og det er netop for at overbevise mig selv om, at det ikke er ”fluen” der gør udslaget men i stedet er det Laksens adfærd til at hugge der alene bestemmer. Så når Laksene ikke vil eller ikke er der, så er chancerne meget små på alle fluer. Én af de få ting jeg tror på, er størrelsesforskel og forskellen på lys og mørk, ellers gør vore fluer ikke de store udslag.

Hvis man virkelig vil give sig selv en oplevelse og mere erfaring med en Hitchet flue, så skal man VÆLGE at fiske hitch mindst en hel dag i en normal til god periode hvor man ved der går Laks på elven. Du vil med garanti have langt flere oplevelser end med en traditionel flue.

Du vil se Laks reagere på Hitchen ved enten at ”taile” eller slå  bag fluen og dette kan gentage sig mange gange. Nogle gange tager de bare slet ikke og andre gange sker det første gang de ser den i deres habitat.

Når Laksen tager en Hitchet flue går de oftest direkte på fluen uden at vende med den som i et normalt laksehug og derfor er de ofte kroget lige midt i munden i overmunden eller i tungen, hvilket også gør dem nemme at afkroge igen uden skader. Jeg har kun meget sjældent set en Hitchet flue blive slugt, hvilket gør det endnu nemmere ifht C/R.

En Laks tager en Hitchet flue aggressivt med et stort plask i overfladen.

 

HVORNÅR KAN VI HITCHE?

Vandtemperaturen er den vigtigste faktor og vi skal helst over 8 grader og 8 til 13 grader er den optimale temperatur. Dybden spiller også en rolle, så pools der helst ikke er dybere end 2 meter er optimale selvom jeg har fået Laks til at stige fra over 3 meters dybde.

Alt for stærk strøm er en udfordring, så Hitchen fisker bedst i moderat jævn strøm. Overfladen behøver ikke være helt glat og blank og laksen ser fint hitchen i mindre bølger. Og generelt skal man Hitche der hvor man plejer at se og få Laks.

Perfekt vand og vejr til Hitch
 

Fint sted til Hitch. Noter, selv med ”relative” bølger ser Laksen nemt en hitchet flue


FLUER TIL HITCH

Hitch-fluer behøver ikke være kunstværker. Faktisk er de simpleste fluer der ”flyder højt” bedst, ikke for mange materialer, ingen kropsmaterialer og ikke fjer eller hår der bliver for tunge. Ganske enkle og lette plasttubes med få hår og en del flash virker fint.

Jeg har ikke i forbindelse med Hitch oplevet om nogle farver har mere effekt end andre og jeg tvivler på at farver har nogen betydning i denne sammenhæng. Men jeg bruger nu farver alligevel, nok mest for min egen skyld.

Hullet i røret bør bare sidde lige modsat under vingen og midt i røret, der er ingen grund til at vælge nogen side. Strømmen skal nok sørge for at vingen ”slæbes” på rigtige side. Hullet skal sidde mindst 5-6 mm under hovedet sådan at trækket kommer tilstrækkeligt dybt nok på røret så hovedet bliver presset maximalt ud af vandet. Sidder hullet for tæt på hovedet, vil en mindre bølge nemt kunne suge fluen under overfladen og hele ”hitch-ideen” forsvinder.

Jeg tror langt mere på, at det er den brudte overflade mere end selve fluen som udløser en reaktion, ellers kan vi jo ligeså godt bare fiske Sunrays på flydeline (hvilket nu også er effektivt) men det vildeste hug med store skumsprøjt bliver nu udløst af et Hitch-hug.

Størrelsen tror jeg afhænger af strømmens hastighed og fluens fart hen over poolen. Jo hurtigere strøm og- eller dybere pool, des større flue og vise versa til langsommere strøm. Jeg bruger mest fluer fra 5 til 10 cm vingelængde men har også nogle helt små på 2-3 cm som bare endnu ikke har haft samme effekt som de større fluer, men måske kræver det nogle andre strømme/pools end de jeg oftest fisker. Jeg har i hvert fald bedst held med 5 til 10 cm ”Sunray”-typer.

En håndfuld simple Sunrays bundet med undervinge af Bucktail og Gedehår øverst.

Bucktail hår er hule og har derfor en flydeeffekt i sig selv.
 

En godt brugt og medtaget helt simpel Sunray der nu er knækket der hvor hullet skal være. Dette sker, fordi der er et godt træk på røret lige der, både under kastet, i strømmen og ikke mindst når en stor Laks fightes.
 

Mikkel og Hitch i 2017
 

GREJ OG LINER.

Det har vist tidligere været en almindelig opfattelse, at Hitch var bedst med enhåndsstænger, men det er ikke en absolut nødvendighed, det går ganske fint med endog større tohåndsstænger.

Det er ganske korrekt, at man har lidt mere kontrol med en enhåndsstang eller lettere tohåndsstang, da man ofte skal finjustere både kast og håndtering af linen under affiskningen. Så det bliver nok en meget personlig sag om hvad man synes er bedst. Personligt kaster jeg bedst, længst og helt strakt med en lettere tohåndsstang, så det bruger jeg.

Derimod er linen en temmelig vigtig faktor. Nogle liner hævder at være flydeliner, men ligner faktisk mere ”hover” end rent flyde. Linen SKAL være en højtflydende type der ikke drukner forfanget og dermed hitchen. Linen skal også have en temmelig dynamisk kasteegenskab uden af være for aggressive (a la Skagit) for at kunne strække forfanget med en forholdsvis stor flue.

Selvom en stor Sunray ikke nødvendigvis er tung, så fylder den noget i luften og forsinker forfangets overrul og derfor skal fluelinens tapering være lidt kortere og mere dynamisk til at trække et 3 m forfang med Sunray helt rundt så det lander strakt fra starten.  Jeg har tidligere været tilhænger af de længste skydehoveder til det normale fiskeri, men til hitch bruger jeg et kortere skydehoved på ca 9-10 m. (er man den seje type, så korter man sin fronttapering ned med en meter eller 2, så er der mere energi i linen til at trække en stor fluen rundt på et længere forfang).

Det foretrukne udstyr er en 12 eller 13´ #8/9 stang og i højere vand en 14´ #9/10 med en højtflydende line og i begge tilfælde med forfang på max 3 meter. For lange forfang besværliggør at fluen fisker strakt fra starten. Personligt fisker jeg bare et stykke almindelig straight nylon på 0.37 til 0.43 alt efter fluestørrelse og størrelsen på Laksen på tiden, men man skal aldrig undervurdere at selvom man ser flest små- og Mellem Laks, så er der pludseligt at træk af Stor Laks i poolen og så er det uheldigt at have et for tyndt forfang på.

 

KASTET

Et strakt kast er helt nødvendigt, lander fluen i en ”krølle” opstrøms, vil det tage mange meters godt drev førend forfanget et strakt og fluen virkeligt fisker. Man risikerer også at fluen drukner og ikke ”Hitcher” førend efter mange meters drev eller i værste fald slet ikke kommer op og skøjter.

Dette ”kan” forårsage, at Laksen mister interessen ved allerførste kast. Kan man ikke - af flere årsager lave et let og strakt kast med spey eller underhåndskast, så brug hellere et forsigtigt overhåndskast.  Det helt strakte kast er absolut nødvendigt!

Kastevinklen er også væsentlig. Normalt vil vi, for at få fart på fluen kaste næsten tværstrøms så fluen svinger med nedstrøms bue og god fart, det giver go mening. Men med hitch risikerer man igen at drukne Hitchen lige netop i starten på et hurtigt sving.

Kast lettere nedstrøms i stedet (ikke nødvendigvis 45 grader) og sørg for at fluen lander på et helt strakt forfang. I det øjeblik fluen lander, trækker man hurtigt en halv meter line ind sådan, at fluen ”popper” op  og hitcher med det samme. Under drevet og alt efter strømmens hastighed kan man holde ”liv” i hitchen ved at strippe med små 5 cm nyk.

Som fluens fart aftager i svinget øger man hastigheden på sine strip/nyk. Hvis en Laks reagerer på denne handling et par gange uden at tage fluen, så øg hastigheden på dine strip eller tag længere nyk/strip. Hvis Laksen fortsat reagerer uden at tage fluen, så tag en kort pause, skift flue og prøv igen.

Laks der reagerer på en Hitch er temmelig tilbøjelige til på et tidspunkt at ”gå til” fluen. Andre gange kommer de bare første de ser den skøjtende Hitch og smækker til i et stort plask.

De fleste Hitch Laks jeg har haft på, er faktisk gået direkte på fluen helt uden at vende og dermed kroget sig selv pronto. Derfor er det ikke nogen ide i at give line og vente, hold derimod fast i linen eller strip/stram op. Det kan være svært at vænne sig til, hvor man netop har vænnet sig til det modsatte, men den helt 100% vandtætte instruktion i krogning af Laks findes vist ikke.

Kast lettere nedstrøms fremfor tværstrøms så fluen Hitcher med det samme.
 

Hav en fantastisk sommer med Hitch og stramme liner

Michael Koch
Lystfisker-liv.dk

 

JSN Dome template designed by JoomlaShine.com