Gigantisk valg-ørred fra Karup Å

Udgivet af Nils d. 21. juni 2015 i Nyt fra fiskevandet

IMG_0543 ved åen

Medlem af Lystfiskerforeningen af 1926, Søren Fredslund Andersen, har netop oplevet det mange lystfiskere drømmer om, og som kun lykkes for få – at fange en af Karup Åens giganter, en havørred på over 10 kilo. Læs her Sørens beretning om, hvordan det gik til, at han på valgdagen fangede en sølvblank kæmpeørred på ikke mindre end 10,2 kilo.

Valg-ørreden

– Jeg er mæt. – Mens de sidste stemmer blev afgivet, fangede jeg den fisk, som normalt kun findes i lystfiskerens drømme. – De drømme, der gang på gang får os til at tilsidesætte andre gøremål, familie og arbejde i en drift mod åen. – En drift der er som narkomanens afhængelighed, hvor abstinenserne kan ramme hvert øjeblik, og hvor den eneste kur er at tilbringe nogle timer i ensomhed langs åens bred. Jeg fik mit livs fix og nyder nu rusen.

Forårets fiskeri har været mærket af travlhed med arbejde. hvor Jeg har udvidet firmaet med de første ansatte, og timerne langs åen har været få og ukoncentrerede. Men, på valgdagen blev det klart for mig, at jeg har fået ansat de helt rigtige, at de er dygtige, har forstået, hvad vi skal og agerer og prioriterer derefter.

Det var med en sjælden ro i sindet, jeg kunne drage afsted mod Karup Å efter arbejde. Dagen før havde det regnet godt, og på valgdagen var vejret skyet med byger og små sporadiske opklaringer og en frisk vestenvind. – Det lugtede rigtigt.

Vel fremme i engene ved Åkjær kunne jeg se, at jeg havde stykket for mig selv, og at der næppe havde været andre i løbet af dagen, hvilket for mig er gode tegn. Der var godt med vand i åen, og det var relativt klart. Ikke at jeg har den store erfaring med Karup Å. Det var først sidste år, at jeg begyndte at fiske deroppe, men medlemskabet af Lystfiskerforeningen af 1926 giver jo fine muligheder for at udforske nyt vand.

Sidste år fangede jeg et par mindre fisk og mistede et par større. Den største var vel omkring fem kilo, men, den røg af efter et par minutter, hvilket gav mig en lærestreg.

Jeg havde lige sat en anden spinner på, med en rusten og sløv krog. Men, da jeg ikke hverken havde set eller mærket noget, troede jeg ikke, at der var fisk i åen, og gad derfor ikke sætte en ny krog på.

I første kast blev spinneren taget nedstrøms ved egen bred, og jeg kunne hurtigt mærke, at det var en god fisk, og at den var dårligt kroget. Fisken gik højt i vandet og var oppe på siden af mig et par gange, hvor jeg kunne nyde synet af dens blanke flanke – men, efter et kort udløb ruskede den voldsomt med hovedet, stangen rettede sig ud, og jeg stod tilbage med slap line og hængende skuldre. – På valgdagen fik jeg revanche.

Jeg gik et godt stykke op oven for parkeringspladsen, og startede mit nedstrøms fiskeri. Grundet min begrænsede erfaring med strækket, fiskede jeg omhyggeligt alle mulige standpladser af – prøvede at fornemme strømmen og dybden og afprøvede forskellige spinnere. Jeg kontrollerede omhyggeligt krogens tilstand og skiftede tvivlsomme kroge til nye skarpe.

Langsomt blev min affiskning af åen mere præcis. På trods af vinden, landende spinneren lige hvor den skulle, fik det rigtige sving og gik i den rigtige dybde over åen.

Mine tanker kunne nu, hvor kroppen var beskæftiget og signalerne fra øjne, fingre og arme automatisk blev omsat til effektivt fiskeri, drive frit. Tankerne begyndte at kredse om den netop overståede valgkamp, om levebrødspolitikkernes populistiske overbudskampagner, dyrkelsen af frygten for de fremmede, paradokset i forestillingen om at vor ekstremt høje levestandard er truet. Min frihedselskende sjæl føler nærmere, at vi er ved at blive kvalt i ”velfærd” og miste kontakten til det, som gør livet værd at leve. – Pludselig lød der et voldsomt plask, og stangen blev næsten flået ud af mine hænder i et tungt træk. En solid ørred havde taget min spinner, netop som den svingede ind under egen bred. Jeg så ikke fisken, men mærkede at den gik ud og stillede sig midt i åen.

Jeg lagde langsomt fuldt pres på den, men den rørte sig ikke, og dog kunne jeg mærke dens rolige tunge bevægelser nede i dybet. Langsomt gik tiden, og måske efter fem minutter slap fisken sit solide tag i bunden og begyndte at bevæge sig rundt højere i vandet.

Jeg var ikke i tvivl om at det var en god fisk, men havde ingen ide om størrelsen. Med rolige udløb, jeg kunne afbøde med stangen og hjulets slidte bremse, tappede fisken sig selv og mine arme for kræfter. Min venstre hånd bevægede sig stille længere og længere ud ad klingen, for at undgå at jeg syrede til før fisken. Endelig viste den sig i et spring ud af vandet, ovre ved modsatte bred – ikke netop den måde jeg ønsker at se en fisk, jeg begærer og vil have med hjem. – Men dog mit første syn af den.

Nu var fisken ved at være træt og svømmede rundt i overfladen. Jeg kunne se hele spinneren hænge fra dens overlæbe, hvilket heller ikke er et syn, jeg har gode erfaringer med. Jeg gjorde mit lille net klar, som dog er i det mindste. Men, grundet breddens tætte vegetation, og fordi jeg tidligere har landet fisk på over 80 cm i nettet, anså jeg det som det bedste bud på en sikker landing.

Da fisken lagde sig på siden og kunne styres ind til bredden, førte jeg forsigtigt nettet op over den, men jeg kunne ligesom ikke få det sidste stykke med og lod derfor fisken svømme ud igen. Næste forsøg gav samme resultat, og jeg måtte med forundring forkaste den mulighed. Så prøvede jeg roligt om jeg kunne få hold om fiskens hale, som ved en lakselanding, men det gik heller ikke. Ej heller kunne jeg få et par fingre ind under de massive gællelåg. Gode råd var nu dyre. – Her stod jeg med en plade af en havørred, en af de Karup Å-fisk, jeg i mine mange år som lystfisker har hørt foruroligende beretninger om, men kunne ikke få den de sidste centimeter ind over bredden og op på land.

Mens jeg tvivlrådig stod der, så jeg, at min ene gummistøvle havde trådt sivpladen ned under åens vand. Jeg flyttede hurtigt mere vægt over på den fod og trådte helt ud til kanten med den anden. Og som Moses skilte vandene, åbnede der nu sig en kanal ind i den før så ugennemtrængelige sivbræmme – og jeg kunne kane den udmattede fisk derind. Da jeg flyttede min vægt op på det lidt mere faste område, jeg havde stået på under fighten, hævede sivene sig under fisken som en elevator, og i løbet af et øjeblik lå den roligt på siden, på et fast tæppe af siv. Med et greb om halen, kunne jeg skubbe ørreden det sidste stykke ind. Først her blev jeg klar over, at dette måske var mit livs fisk – dens tykkelse og dybde havde jeg aldrig før set hos en havørred, og tiden gik i det øjeblik helt i stå. Klimakset var nået ovenpå den noget dramatiske afslutning på en herlig fight.

Om der gik et halvt minut eller fem før jeg fik slæbt fisken op i sikkerhed på marken og aflivet, kan jeg ikke sige. Men, da rullede rusen – ådalen rungede under mine jubelråb, armene strøg mod himlen, væk var valgkamp og den fartbøde jeg vist fik på vejen mod åen. Væk var alle bekymringer. I det øjeblik var jeg af jordens milliarder, gudernes udvalgte. Himlen havde tilsmilet mig med en fisk fra mine drømme, en af de mystiske og massive Karup Å kæmper.

Høj af rusen fik jeg ringet til min hustru, der vist fik indtryk af at jeg havde fanget en hval, men ellers var det sort snak om kroge, siv, kæmper og held. Et billede af fisken blev sendt til gode fiskekammerater og sejrsgangen tilbage til bilen kunne begynde. Tanken om at fiske videre, når jeg har fanget en god fisk, har aldrig tiltalt mig, jeg foretrækker at nyde heldet i fulde drag, i stedet for rastløst at jagte tal og numre – og dette var ikke anderledes denne dag. Heldigvis var en anden lystfisker dukket op ved åen, og da jeg kom op til ham, kunne jeg stolt lægge fisken og nyde den kompetente ros af den flotte fangst. Medfiskeren skød fisken til 10 kg, hvilket, jeg nok mente, var lidt til den gode side. Han tog nogle fine billeder med min telefon, der kort efter ringede, og vi skiltes. Resten af turen op til bilen og på turen hjem blev historien om havørreden, kampen og den dramatiske landing fortalt igen og igen. En særlig glæde var det, at fortælle historien til min onkel Esben, der er en meget dygtig og observant lystfisker, og hvis fiskeberetninger i min barndom nærede mine drømme om åens kæmper.

På vej hjem kørte jeg forbi mine forældre og fik fisken bønhørigt målt og vejet – hvilket jeg ikke havde behøvet, hvis jeg havde stolet på medfiskerens bud. Valg-ørreden vejede 10,2 kg og målebåndet stoppede først ved 91 cm. – Næppe kommer jeg til at fange en havørred af den kaliber igen – men hva’ fa’en! Nu kan jeg med ro i sindet læne mig tilbage og overlade pladsen langs åen til andre, mens jeg for en tid mindes i stedet for at drømme – men lur mig, om ikke abstinenserne igen langsomt kommer snigende, og jeg igen må afsted til vor forenings dejlige fiskevand.

Søren Fredslund Andersen

IMG_0546 Håndvask

Med ret til at bringe stof og billeder


14_Finn_Nielsen_2

JSN Dome is designed by JoomlaShine.com