Stor havørred fra Karup Å

Basse fra Karup Å

Aulum-Haderup Sportsfiskerforening

Endnu en vidunderlig tur til Karup Å resulterede i en oplevelse ud over det sædvanlige. Fiskeriet startede roligt med lidt måneskin, og knap så meget aktivitet. Men der drev ingen grøde af betydning, så det var fint at fiske.

Skiftede strækning efter et par resultatløse timer, og det skulle vise sig at give pote. Halvmånen hang lavt i horisonten over det nye stræk, da den første fisk rejste til fluen og viste interesse. Kort efter tog en rigtig fin fisk fluen meget forsigtigt, og der var lige et sekunds kontakt før linen igen blev slap....pokkers!

Rejste herefter endnu en fisk, der dog ikke ville røre fluen. Så trods forsigtighed, var der dog ganske god aktivitet. Månen var helt væk, da jeg besluttede mig for at skifte taktik, og lige gå den sidste del af strækningen igennem en gang til.

Rejste igen en fisk der ikke ville tage. Men endelig kort før enden af den udvalgte strækning, blev fluen taget og det endda meget bestemt. Der var straks kontakt til en vægtig fisk, og enhåndskæppen blev i den grad spændt for. Herefter fulgte en kanon fight, med udløb op og ned af åen, fisken gik i grøden og satte sig fast to gange, hvor jeg hurtigt måtte gå nedenfor den og "lirke" den ud af sit grødeskjul på ny.

Efter et godt langvarigt pres begyndte fisken dog at vise træthedstegn, og jeg kunne udse mig et egnet sted til landingen. I pandelampens skær kunne det konstateres, at denne fisk helst ikke skulle mistes ;-)

Fisken kom dog fint første gang, og jeg kunne nette den uden yderligere besvær. Således lå der nu denne drøm af en høst hanfisk foran mig. Bygningsskabelonen sagde kort, høj og meget bred over ryggen. En helt fantastisk fisk :-) Måtte vække Sønderjyden for fotografering, så der endnu engang kunne blive taget drømmebilleder :-) Det er jeg meget taknemmelig over at han gad :-)

Fortsat knæk og bræk langs brinken af verdensklasse fiskeri.......:-)

Fiskens kondition er beregnet til 1,49 efter Fultons formel, hvilket svarer til "Top kondition".

Havørred på 9,5 kg og 86 cm.

Allan Nørskov Johansen
Aulum-Haderup Sportsfiskerforening/Sdr. Resen Konsortiet