Ørredens livscyklus
Gennemgang
af ørredens livsforløb
Ørreden:
For at forstå fiskeriet i de ferske vandløb efter havørreder og
bækørreder, er det en god ting at have lidt viden omkring ørredens biologi og
livscyklus. Dette spektrum af forunderligheder i nogle af naturens luner,
danner et bredt og særpræget billede af mulighederne for at fiske efter
havørreden og bækørreden, og dermed det bedste grundlag for at vælge rigtig,
såvel med grej, som fluer og fiskemetoder.
Det giver samtidig et spændende billede af hvorfor havørreden og
bækørreden opfører sig som de gør. Det vil en del af denne gennemgang af
ørredens livscyklus besvare.
Der er ingen forskel på en havørred og en bækørred, så længe fisken er
et ubefrugtet æg i hav- eller bækørreden, eller som befrugtet æg af begge. Ej
heller for den sags skyld, som nyfødt yngel med blommesæk og helt frem til
fisken er ca. halvandet år.
Herefter sker der så en meget bastant udskilning - nogen af samme kuld
bliver til bækørreder og lever resten af livet i åen, andre smoltificerer og
vandrer ud i havet og bliver til havørreder.
Altså træffer ørreden et valg, der afgør dens skæbne for resten af livet - en
liv der bliver vidt forskelligt, men også i et samarbejde om det at overleve
som ørred - havørred eller bækørred.
Naturen er forunderlig, den overstiger ofte langt den menneskelige
formåen...
75 % af bækørrederne er hanner og 25 % er hunner. 75 % af havørrederne
er hunner og 25 % er hanner. Her beskytter arten sig mod en total udryddelse
som art, altså som individet ørred.
Sker der en katastrofe med stort frafald i havet, vil de få
tilbagevendende opgangsfisk af gydemodne havørreder være hunner. I åen venter
et stort antal hanner af bækørreder til at befrugte dem.
Modsat - sker der en katastrofe med stort frafald i åen af bækørreder,
vil de mange tilbagevendende opgangsfisk af havørreder fra havet være hunner,
der kan befrugtes af de fortrinsvis få overlevende bækørreder, som hovedsagelig
er hanner.
Ørredens livscyklus:
Det kan være svært at slå ned lige på det tidspunkt, hvor man skal
starte beskrivelsen af ørredens livscyklus, uanset om der er tale om en
havørred eller en bækørred.
Men i tidsrummet fra oktober og frem til marts måned, er de ferske
vandløb stedet, hvor en del havørreder og bækørreder dør. Det er også samme
sted hvor de mange nye ørreder fødes. En livscyklus slutter og en ny starter...
Opgangsfiskene fra havet ankommer for en dels vedkommende allerede i maj
måned, for så at gyde mere end fem måneder senere, ja nogen endda op til ti
måneder senere. Det hele afhænger af temperaturer og vandstand.
Opgangsfiskene afleverer æg og sæd i gruset, nogle af opgangsfiskene dør
efter deres bidrag til de kommende generationer, andre vandrer tilbage i havet
igen for at spise og måske vende tilbage igen året efter.
Bækørrederne gennemgår samme proces med deres gydning, men dør ligeledes
for nogle individers vedkommende. De øvrige bækørreder forbliver i de ferske
vandløb.
De befrugtede æg bliver efterfølgende til små larver med blommesæk, og
den nye livscyklus for ørredyngel udsættes straks for de farer, der nu lurer
fra start af og som senere gør ørreden til en meget sky fisk.
I april-maj måned er ynglen blevet ca. tre til fem cm.
Overlevelsesprocenten er ikke særlig høj, en meget stor del af ynglen udsættes
for en del fjender, såsom artsfæller, andre rovfisk, adskillige fugle, skarv og
fiskehejre, for at nævne de værste.
I september er ørrederne ca. syv cm lange, og kaldes nu for 1/2-års
fisk. Den del af ørrederne der når hertil, oplever en overlevelsesprocent, der
er langt mere rimelig. Ørrederne har nu lært de første farer at kende gemmer
sig bedre og tager godt med føde til sig.
Næste skridt i udviklingen er vintertiden. Ørrederne vokser ikke så
hurtigt i denne tid, til dels skyldes det de få fødeemner, samt kulden der
nedsætter ørredernes aktivitet. Fiskene vokser langsomt og kommer sjældent over
en længde på ca. 12 cm.
Ørredens valg for resten af livet:
I april måned er ørrederne nu blevet til det vi kalder 1-års fisk. En
del af fiskene er dog nu allerede op mod halvandet år, da de er født langt
tidligere året tidligere. Disse ørreder er ofte også mellem 15 cm og 20 cm.
Ørreden står nu over for den store udvælgelse. En udvælgelse der præger
resten af dens livscyklus. Nogle af ørrederne forbliver i åen og bliver dermed
til bækørreder og andre ørreder smoltificerer og bliver til havørreder,
hvorefter de vandre ud i havet eller fjordene.
Bækørreden:
Bækørredens livscyklus er egentlig hurtigt gennemgået. Efter et par år
eller tre er bækørreden kønsmoden. Den lever resten af livet i de ferske
vandløb, gerne i små bække eller tilløb til hovedløbet af et større vandløb.
Bækørreden opnår sjældent de helt store størrelser, det er ikke kun
fordi det er en presset fisk i vores vandløb, dette skyldes i høj grad også
dens naturlige muligheder for føde i åen, man bliver som bekendt ikke tyk og
fed af fluer, myg, biller og regnorm - men smuk bliver bækørreden!
I den første del af året træffes bækørreden ofte i selve hovedløbet, men
i takt med at havørrederne vender tilbage fra havet for at gyde og bækørreden
selv skal gyde, så fortrækker bækørreden ofte til de mindre og mere fredfyldte
bække og tilløb. Her opholder den sig ofte fra sensommer og gydetiden ud.
Smoltificering:
Med hensyn til de kommende havørreder foregår der som nævnt en
smoltificering. Smoltificering betyder at havørrederne udvikler blanke skæl for
at kunne modstå saltvandet i havet. Saltholdigheden i havet kan være meget
voldsom mod havørrederne, ikke mindst når de forlader de ferske vandløb for
første gang, og især hvis hav- eller fjordvandet er koldt.
Når havørrederne smoltificerer søger de mod udmundingen af de ferske
vandløb. Her opholder de kommende havørreder sig gerne op til en uge tid og
vender sig til det altid mere salte vand her. Blandingen af saltvand og ferskvand
forbereder havørrederne til skiftet i havet eller fjorden.
Som oftest er det den del af ørrederne, som har opstået en status af 16
til 18 måneder, og som er fisk i størrelsen af 15 til 20 cm, der smoltificerer og
bliver til havørreder.
Havørreden:
Havørreden begynder med sin udvandring fra de ferske vandløb, en
omstilling til et liv, der fremover under en eller anden fordeling skal deles
mellem et liv i havet og et liv i åen.
Denne fordeling er i runde tal ofte lig med en fordeling på 60 % i havet
og 40 % i åen (gydetiden). Nogle gange er det med 100 % i havet i nogle år, da
ikke alle havørreder bare trækker op i åen for at gyde hvert år.
Mellem 15 cm
og 20 cm
begynder havørreden at søge føde i havet og i fjordene. Den vokser nu langt
hurtige end i åen, da spisekammeret i saltvand er langt større end i åen. Et
halvt år senere, omkring september-oktober, er disse havørreder blevet
sølvblanke jægere.
Grønlændere:
Havørrederne har ofte allerede på denne tid af året opnået en størrelse
på mellem 30 cm
og 35 cm.
De optræder nu for første gang som grønlændere* i åen. De følger gerne en
større stime opgangsfisk - havørreder, der trækker op for at gýde - op i åen.
Disse grønlændere er fulgt med af ren nysgerrighed og de forlader hurtigt åen
igen for at spise videre i fjordene eller havet. Ofte lykkes det lystfiskerne
at stifte bekendtskab med disse grønlændere på denne tid af året. De er
modsat gydefiskene sultne og de hugger gerne på vores fluer.
* grønlændere Tilbage i 1920 var der i Aalborg en fiskehandler, der
hed Elimar Schmidt. Han importerede små blanke havørreder, saltede og i tønder
fra Grønland. De var i størrelsen af ca. 40 cm. Heraf kom øgenavnet grønlændere.
De små og ikke gydemodne havørreder, der som nu, trak op i åen om
vinteren, lignede til forveksling disse importerede ørreder fra Grønland.
Eksempelvis trak de i stor stil op i Lindenborg Å og i større eller mindre grad
op i andre vandløb i hele landet.
Vinteren året efter:
Vinteren efter er grønlænderne nu på mellem 35 cm og 50 cm, alt efter hvor godt
fisken har fundet føde i havet og fjordene. De søger nu ofte mod ferske
vandløb, eller områder i fjordene eller i havet, hvor der løber ferskvand ud.
Denne søgning forstærkes af kulden, jo koldere, jo flere grønlændere i åen.
Optrækket i de ferske vandløb skyldes, at saltholdigheden forstærkes, jo
koldere det bliver, jo flere små blanke havørreder - grønlændere i vores
ferske vandløb. Saltholdigheden i havet og ikke mindst i fjordene kan blive så
stor, at havørrederne kan dø af det. Derfor søger de hovedsagelig mod de ferske
vande.
Jo hurtigere kulden forsvinder, jo hurtigere er grønlænderne tilbage i
havet og fjordene igen.
Det er her fødegrundlaget for at komme videre i livet findes. Det er her
man nu igen som havørred står foran et valg - en udskilning. Nogle vælger at
tage på gydevandring allerede i den kommende sæson, andre vælger at springe
over, og vente til næste sæson. Sidstnævnte havørreder kaldes overspringere,
af samme grund.
Opgangsfiskene ankommer:
Allerede i april måned (Karup Å med flere) og maj måned (sydvestjyske
vandløb) starter opgangen af gydemodne havørreder. I nordjyske vandløb starter
opgangen ofte først for alvor i juni og juli måned.
Det er en broget flok af havørreder, som ankommer til åen. Nogle er kun
godt 40 cm
og allerede gydemodne, mens andre er mellem 50 og 100 cm. Nogle af de store
fisk har endda været på gydevandring tidligere i deres liv, nogle endda flere
gange. Opgangen fortsætter helt frem til sidst i december og først i januar,
hvorefter det ebber ud.
Livscyklussen er fuldendt:
Æg og mælk blandes i gruset, de nye generationer sikres. Opgangsfisk dør
af stress, forbrug af kræfter og kampe med andre gydefisk. En stor del af gydefiskene
vender slunkne, udmagrede og gyldne i farven (nedgængere/nedfalsfisk) tilbage
til havet og fjordene for t at få sul på kroppen.
De nye generationer kommer til live i gruset.....
Livscyklusser stopper, andre starter - ørrederne fortsætter i det
uendelige, hvis altså vi giver dem lov, og ikke mindst mulighederne for det...
Finn
Nielsen
KYSTFISKEREN
